Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
29. august 2019

Mindeord - Lauge Schäffer

 

Tirsdag aften den 27. august døde Lauge Schäffer i en alder af blot 60 år.

Lauge Schäffer var et fyrtårn i dansk bridge på alle måder – fysisk, menneskeligt og bridgemæssigt. Lauge spillede mange år i 1. division og på det danske landshold. Han var kendt og respekteret for sin altid sympatiske og korrekte opførsel både ved og uden for bridgebordet. Foruden sine kvaliteter som bridgespiller var Lauge et meget vidende og engageret menneske, som altid var parat til at hjælpe.

Lauge spillede bridge til det sidste og deltog blandt andet ved sommerens bridgefestival i Svendborg. Her spillede han Mixed par sammen med sin mangeårige makker Jette Bondo og Åben par sammen med Søren Christiansen, hvor han vandt bronzemedalje.

Til det sidste holdt Lauge Schäffer modet oppe og var fuldstændig afklaret omkring sin situation. Således skrev han en afskedshilsen på Facebook til sine mange venner få dage før sin død. Han sov stille ind på hospice omgivet af sin familie – kone og to døtre.

Lauge Schäffer bliver borgerligt bisat torsdag den 5. september kl. 14.30 fra Lyngby Parkkirkegårds Kapel. Lauge har frabedt sig blomster, men vil værdsætte en donation til Læger uden Grænser.

Vores tanker går til Lauges hustru og døtre. Æret være Lauge Schäffers minde.